Mit navn er Sanne Spuur. Jeg bor sammen med min mand, Jørgen, i den lille landsby Sønder Vedby Skovhuse ved Nykøbing Falster.
Her er naturen tæt på, og udsigten skifter med årstiderne, skov, marker og enge. Indimellem kredser ørnen over os, og det er svært ikke at blive grebet af roen og nærværet i landskabet.
Jeg er fascineret af rovfugle. Deres blik er ufatteligt skarpt, de registrerer liv, bevægelse og forandring længe før vi andre opdager det. På en måde arbejder jeg på samme måde, når jeg maler: Jeg samler indtryk op undervejs, fanger det, der kalder på mig, og omsætter det til billeder med energi, kontrast og intensitet.
Mine malerier er skabt i kraftfulde farver og er inspireret af modernismen, både figurative og abstrakte.
Motiver kan opstå af et glimt, en stemning eller et “spor” fra hverdagen, som pludselig får betydning på lærredet.
Jeg rejser også meget, og særligt Sydspanien giver mig farverige indtryk. Bylivet, rytmen og lyset i bjergene sætter sig i mig og dukker ofte op igen i mine værker, som varme toner, tydelige flader og en følelse af bevægelse.
Jeg håber, du vil nyde en flyvetur gennem min hjemmeside og finde et værk, der taler til dig.
